1913: «Den tredje jul var jeg i Kalgan, en Indlandsby i Kina, like syd for Mongoliet. Her var det rigtig festlig jul med mange europæere. Nesten for festligt kanske, efter enkeltes omdømme, men vi var jo alle sammen ungkarle ogsaa. Det som har plantet sig fast i hukommelsen fra den tid var først og fremst alle kammeraterne. Der var baade tyskere og englændere, alle rigtige kjærnekarer af den bedste sort, og alle gode venner, uten mindste anelse om, at neste Jul, saa var de langt, langt borte fra Kalgan og havde en mindre behagelig Jul, maaske den mindst behagelige af alle, da de stod i skytegraverne paa vestfronten i Europa med vaaben i hænderne, og mot hinanden!»
Den norske handelsmannen og eventyreren Oscar Mamen reflekterer i sitt julebrev fra 1927 over de høyst forskjellige julaftener han har hatt i Øst-Asia fra han første gang kom til Mongolia i 1911. Han reiste rett inn i revolusjon og krig mellom Kina og Mongolia, som erklærte seg selvstendige fra Kina samme høst. Om sin første jul i Urga (dagens Ulan Bator), da revolusjonen raste utenfor dørene, skriver han:
«Formationen af en Mongolsk armé, keiserkroningen, da den levende budda blev kronet til keiser over Mongoliet, troppeafsendelsen sydover og østover mot Kina, og meget mere til fandt sted like ved Juletiden og gjorde sit til at vi to normænd, som da boede sammen, ikke riktig viste hvad slags Jul vi skulde faa det aar. Men alt forløp forholdsvis roligt i Urga og vi fik feire Julen i fred, og om det saa ikke kan siges, at det var særlig festligt, saa var det dog Jul allikevel.
Vi bode i et ganske lite kineserhus med papirvinduer, der stadig havde flere lufthuller end ønskeligt i 35 graders kulde med vind. Vor levemaate var ikke særdeles elegant; vi havde en kineserkok, som paastod, at han havde veret kor for russerne i aarevis og, at han var den bedste kok i Urga, hvilket alt sammen maaske var sandt, skjønt han fôret os mere og mindre, som om vi var svin.
Under slike forholde blev jo ikke julekosten hvad kunde vært ønskeligt. Jeg tror suppen var tykkere om juleaften, efter speciel anmodning selvfølgelig; men vi kunde jo da, som de fleste dage ellers, se til at vi fik noget at spise uten vor koks naadige hjelp. Det var nemlig en butik i Urga dengang, som havde temmelig godt utvalg af hermetik, pølser, skinke og syltetøi og da vi ogsaa havde et bakeri, hvor vi kunde faa det deiligste russiske brød, saa havde vi juleaften, og hele julen ogsaa, nok af mat paa bordet.
Vi begyndte paa vort kolde bord før kokken var ferdig med sit smøreri, og naar han endelig kom stømmende ind med en stor talærken fuld af kjødkaker i den ene haand og den evindelig bøtte hængende paa kroken av sleven i den anden haand, saa nøiet vi os med at beholde kjødkakerne og sendte suppebøtten ut til staldkarlen, saa han kunde komme til at vande hestene lidt tidligere ikveld, det var jo Julekvelden. Bikjene fik kjødkakerne ogsaa, vi havde nok allikevel.»
Noen år senere, i 1914, reiste han gjennom Gobiørkenen fra Mongolia til Kalgan med kamelkaravane i 50 minusgrader like før jul. Han skriver:
«Hutetu for en tur! Og saa de lange, forserte dagsmarsjer! Det var at staa op tidligt, omkring kl. 7 morgen, da slap mongolerne kamelerne ut for at søke sig føde paa det nedsneede, døde græs, mens vi havde te og lidt at spise. Saa kogte vi en alvorlig kjødgryte og havde os et rigtig kamelmaaltid like før vi startet ut, saan ved 10 tiden, og saasnart vi var ferdig med det sadte karavanen sig ivei. Det gik saa i et kjør uten mindste stans til kl. 12 eller 1 om natten, somme gange op til kl. 2. Det var længe at gaa uten mat, saa vi gjemte noget mat under pelsene, saa kropsvarmen forhindret det fra at fryse op.
Alt gik bra til vi havde tilbakelagt tre-fjerdedele af reisen, da kom vi op imot røvere og det lidt alvorligt. Adskillig skytning fandt sted, mesteparten fra røverne, men vi slap helskindet fra det skjøndt vi blev nødt til at holde det gaaende tre dage og nætter uten stans. Det var ikke frit for andet end, at jeg og hesten jeg red, begge sov lidt af og til. Jeg kan og har mangen engang sovet paa langt ubehageligere steder end i en sadel, saa det generte mig ikke stort, men jeg havde lite lyst paa at faa en kugle i skrotten for julepresent, saa jeg holdt mig vaaken mest muligt. Jeg har aldrig vert mere glad og taknemmelig for at komme til hus, hjem og fred nogen Jul end jeg var, da jeg ankom til Kalgan den 22de December.»
Neste år, i 1915, har han funnet kjærligheten og giftet seg med norske Karen:
«Efter en tid slap jeg hjem til Norge for ca. tre maanter og saa var det, at jeg de følgende Julehelger i Østen var gift og havde det helt hjemligt. Enkelte gange havde vi Jul i Tientsin, andre gange i Kalgan, Urga og en gang i Fengeheng i N. Shansi, men ligemeget hvor vi var, saa var Julen da, med familje og alt som tilhørte, akkurat som den skulde vere. Det var ofte vanskeligt at produsere et juletræ, men vi kom aldrig i slik nød for et, at vi maatte dekorere en sopelime, nei længere ned paa tapetet end til en pottegroet tuia kom vi aldrig. De var alle herlige Juleaftener, og skjønt jeg reiste mesteparten af aaret, saa havet jeg det alltid saa, koste hvad det vilde, at jeg kom hjem til Jul. Nei, én Jul klarte jeg det ikke, da maatte jeg pent sitte heroppe. De siste par Julehelge har heller ikke veret den slags man kan se tilbake paa som noget hjemligt, thi de var tilbragt paa hotel, og det kan aldrig komme op mot den Jul, som kan feires i den fattigste hytte.»
Oscar Mamen har nå vært skilt fra Karen i tre år. Julen 1927 skal han tilbringe alene:
«Som det nu atter en gang begynder saa smaat at lakke mot Jul, og jeg sitter her i et lite russerhus, der er plantet i en liten, trang og skidden gate omtrent midt i Urga, saa begynder uvilkaarligt tankerne at vandre. Det er ikke paa den kommende Jul jeg tænker saa meget, den har ingensomhelst betydning for mig nu, da jeg hverken har familje eller nogenting, der kunde gjøre Julen hyggelig for mig. Kunde jeg faa min vilje igjennem, saa vilde jeg helst tilbringe den kommende Jul ute paa reise eller paa en jagttur, da vilde jeg maaske savne den mindst. Forresten er jeg likeglad hvad det blir til i Julen, det er ingen her, som har Jul samtidig med mig allikevel, saa festligt kan det ikke blive.
Og naar jeg nu iaar igjen saa smaat kommer igang med Juletankerne, saa gaar de nesten alltid tilbake til kammeraterne. Hvor er de nu, de gode gamle kjærnekarer? Hvor er de nu de trofaste venner, som stod fast da nød og fare truet? Hvor er de nu de mange muntre og livsglade men, jeg har redet knæ til knæ med, har spist sammen med rundt baalet om aftenen, og utstaat og delt alle mulige strabatser og glæder med?»
Mamen mimrer om sine kamerater og skriver:
«Jeg saa forleden dag et fotografi, som var tat paa en utflukt i 1915, at en hel del af os, som dengang daglig var sammen. En af de paa billedet er i Amerika, en er i Tientsin, jeg og en mand til er i Urga, toogtyve mænd er døde, deraf to døde paa en naturlig maate, hvis sygdom kan regnes for mere naturligt end kugler, sabler og bajonetter.
Det er vennene heroppefra, som jeg mindes bedst, i det store og heletaget, og specielt de som ikke længer hører til denne verden. Disse bortgangne venner kommer ofte op i tankene i hele samlinger. Det er likesom, om de var sammen derover paa den anden side, og saa en gang imellem fik den idé, at de mandstærke skulde dukke op i min hukommelse, komme frem der klart og tydeligt og sige: ´Husker du den gang, der og der, da var det liv, da var det andre tider, husker du det?´ Jo, jeg husker det godt, og atter engang oplever jeg de samme hændelser.»
Oscar Mamen vil ikke tenke på fremtiden. Han avslutter:
«Livet er rart, ofte sjevt, og fra overflaten at dømme, ser det flere gange uretferdigt ut ogsaa. Det er mærkeligt, hvor lite det skal til for at sende os fuld fart ut af denne verden og langt ind paa andre jagtmarker. Nei, det nytter ikke at tænke paa fremtiden, ikke saa langt fremover, som fra September til Jul engang, lad alt gaa, som det vil, lad sjebnen raade, og lad os stræve fremover og tage hvad vi kan ut af livet og denne verden, mens vi er her.
Om en stakket tid har vi Jul igjen; og hvordan blir min Juleaften iaar? Hvor kommer jeg til at tilbringe Julen? Mest sandsynlig et eller andet sted i Urga, iallefald skulle jeg sige Mongolia, men det kan jo hænde det blir andre steder ogsaa, hvis jeg da ikke ved den tid blot er et minde til enkelte af de kammerater, jeg har redet knæ mot knæ med. Nei lad fremtiden vere, lad mig sove roligt videre og drømme tilbake om fortiden.
Glædelig Jul!»
Tekst og foto: Oscar Mamen (hentet fra «Tanker av en vandringsmann», julebrev til hans tidligere kone Karen i 1927)
Tekst i kursiv: Maria Kartveit
Tilrettelegging: Maria Kartveit
Maria Kartveit er stipendiat ved Kulturhistorisk museum og forsker på samlingen etter Oscar Mamen.