STENALDER

De ældste Vidnesbyrd om menneskelig Beboelse, som findes i Norges Jord, vise os et Folk, der ikke har kjendt Brugen af Metaller og istedetfor disse har benyttet Sten og andre dertil skikkede Emner, som Ben, Horn og Træ, til Forfærdigelse af sine Vaaben og Redskaber.

Man har kaldet dette Stadium i den materielle Kulturs Udvikling Stenalderen. Sten var det Stof, som fortrinsvis brugtes i Metallernes Sted, og Stensagerne udgjøre det store Flertal af de til vor Tid bevarede Gjenstande fra denne Kulturperiode, da Sager af andre mere forgjængelige Stoffer kun under særdeles gunstige Omstændigheder kunde holde sig saa længe i Jorden.

Spor af en Stenalder findes næsten overalt. Paa mange Steder, især i Amerika og paa Sydhavets Øer, har man endnu i historisk Tid truffet Folk, der levede paa Stenalderens Standpunkt, og enkelte Stammer have vedblevet at gjøre det lige ned til vore Dage. I de fleste Lande er dog Stenalderen, ligesom hos os, forhistorisk.

De norske Oldsager fra Stenalderen stemme nøie med de, der findes i det sydlige Sverige, Danmark og en del af Nordtyskland. Overalt i dette Gebet forekommer de samme Arter af Vaaben og Redskaber fra denne Tid, ligesom ogsaa Oldsagernes Former i det væsentlige ere ens. Alt tyder paa, at disse Lande i Stenalderen have været beboede af det samme Folk eller ialfald af nærbeslægtede Folk. Stenalderen har her holdt sig længere og kunnet udvikle sig videre end andensteds i Europa; Oldsagerne vidne ogsaa om en forholdsvis vidt fremskreden Kultur og udmærke sig ved smukke Former og omhyggeligt Arbeide.


I Danmark, Sydsverige og Nordtyskland forekomme disse Oldsager i overordentlig Mængde; man træffer der tillige hyppigt Grave fra Stenalderen af forskjellige Former (Dysser, Ganggrave, Hellekister ), byggede af Sten, ofte af meget anseelig Størrelse. I Norge, ligesom ogsaa i Sveriges nordlige Landskaber, findes Oldsager fra Stenalderen i langt ringere Antal, og man har her hidtil ikke med Sikkerhed kunnet paavise Grave fra denne Periode. Oldsagerne findes almindelig enkeltvis, sjeldnere flere sammen, i det øverste løse Jordlag; dog træffer man dem ogsaa hyppigt nedlagte, aabenbart i en bestemt Hensigt, i Myrer, i Bække og Søer eller i Jorden under en Bedækning af Stene.

Sager fra Stenalderen findes, om end ikke i stort Antal, dog over det hele Land til langt nordenfor Polarcirkelen. Man har flere Stenaldersfund fra Egnen omkring Saltenfjorden (67 1/3° n. Br.), og der er Grund til at tro, at enkelte saadanne Fund ere gjorte endnu længere mod Nord, i Vesteraalen og Senjen.

Hyppigst forekomme Levninger fra Stenalderen i Kystegnene omkring Kristianiafjorden, især paa dennes østlige Side. I det øvrige Land kunne Lister, Jæderen og Egnene ved Trondhjemsfjorden nævnes som Steder, hvor Oldsager fra denne Tid findes i større Mængde. I det hele ere Kystlandskaberne rigere paa Stenaldersfund end Indlandet; men enkeltvis træffes disse saagodtsom overalt, ogsaa paa Høifjeldet.

De i Norge fundne Levninger fra Stenalderen kunne ikke skrive sig alene fra midlertidige Ophold i Landet af Folk fra det sydlige Skandinavien. Dertil ere de for talrige og for vidt spredte. Ogsaa andre Omstændigheder tale afgjørende imod en saadan Formodning. Man har saaledes allerede paa mange Steder i Landet fundet saakaldte Værksteder fra Stenalderen, d.v.s. Steder, hvor de paa Jorden omstrøede Brudstykker af Sten vise, at der har været drevet Tilvirkning af Redskaber i Stenalderen.

Der kan dog ikke være nogen Tvivl om, det den norske Stenaldersbefolkning har været lidet talrig, og at den skandinaviske Stenalderskulturs Hovedsæde har været længere mod Syd. Det er endvidere sandsynligt, at Norges Befolkning lige til Stenalderens Slutning har vedblevet at staa paa Jæger- og Fiskerfolkenes Standpunkt, medens man i Nabolandene mod Syd har sikre Vidnesbyrd om, at Kvægavl blev drevet i temmelig stor Udstrækning allerede i Stenalderens sidste Tid.

Hvad der hidtil er fundet i Norge fra Stenalderen, tilhører den europæiske Stenalders sidste Periode (den yngre Stenalder). De enkelte Oldsager, der bære en ældre Tids Præg (en af disse er afbildet som Fig. 1), er altfor faa til at kunne gjøre det troligt, at Landet har været befolket allerede i en tidligere Periode af Stenalderen. Derom har man derimod mange Vidnesbyrd i Danmark; de mærkeligste af disse ere Affaldsdynger fra den tidligere Stenalder (saakaldte Kjøkkenmøddinger), hvis forskjelligartede Indhold have givet mange værdifulde Oplysninger om det Urfolks Levemaade, fra hvilket de skrive sig.

Det er endnu ikke muligt endog blot tilnærmelsesvis at angive, hvor langt Stenalderens Begyndelse hos os gaar tilbage i Tiden, eller med andre Ord, naar vort Land har faaet sin første Befolkning. Tiden for Stenalderens Ophør kan heller ikke bestemmes nøiere; man kan kun sige, at den maa falde før Christi Fødsel, sandsynlig nogle Aarhundreder tidligere.

Ligesaalidt ved man endnu, hvilken Folkeæt den skandinaviske Stenaldersbefolkning har tilhørt. Den engang temmelig almindelige Mening, at den var lappisk, er ikke bleven bekræftet ved den senere Tids Undersøgelser.

Enkelte af de nedenfor afbildede Stensager kunne muligt tilhøre den følgende Periode, Broncealderen, i hvilken Tid man utvivlsomt endnu for en Del har vedblevet at bruge Redskaber af Sten. Det maa dog bemærkes, at man endnu ikke i Norge har truffet Stensager i sikker Forbindelse med Gjenstande, der bestemt vides at tilhøre Broncealderen, og det lader sig i ethvert Tilfælde endnu ikke gjøre at udskille de Broncealderen tilhørende Stensager fra Massen af disse.

Blandt de nedenfor fremstillede Arter af Stensager synes de Knive og Spydspidser, hvorpaa Fig. 54-58, 61, 83-88 give Exempler, at danne en egen Gruppe. Til denne Gruppe hører vistnok ogsaa endel Meisler og Øxer af Skifer (som Fig. 13, 24, 25), der dog ikke i alle Tilfælde med samme Sikkerhed kunne udskilles. Disse Oldsager udmærke sig baade ved sine eiendommelige Former og ved Stenarten, hvoraf de ere forarbeidede; de ere næsten alle af Skifer, en Stenart, der ikke findes brugt til Knive og Spydspidser af andre Former. De forekomme desuden fornemmelig i Landets nordligste Egne, hvor de andre Arter af Stensager sjelden eller aldeles ikke findes, medens de i det sydlige Norge, hvor disse ere hyppigst, kun sjelden træffes. I Sverige, hvor de ligeledes findes, er Forholdet med deres Udbredelse det samme. Paa disse Kjendsgjerninger har man bygget den Formodning, at disse Sager af Skifer tilhøre et andet Folk og en anden Kultur end de i de skandinaviske Lande almindeligst forekommende Stenalderssager. Den Stenalder, som Skifersagerne saaledes antages at tilhøre, har man kaldet den arktiske, fordi dens Levninger fornemmelig findes henimod Polarcirkelen og hinsides denne. Da Lapperne allerede fra forhistorisk Tid have boet i disse Egne, har man fundet det rimeligt, at denne Stenalderskultur tilhører deres Forfædre. Man ved, at Lapperne endnu langt ned i Tiden for en Del brugte Redskaber af Sten; adskillige af disse arktiske Stensager kunne derfor være fra temmelig sen Tid.


Den eneste Affaldsdynge fra Stenalderen, som hidtil er truffet i Norge (ved Stenkjær inderst i Trondhjemsfjorden), indeholdt udelukkende Oldsager af den arktiske Gruppe.

BRONCEALDER.

Man er i Norge, som i mange andre af Jordens Lande, ikke gaaet umiddelbart fra Stenalderen over til Brugen af Jern, den historiske Tids Hovedmetal. Der har efter Stenalderens Ophør været en længere Tid, hvori Brugen af Jern endnu var ukjendt, og til Vaaben og Redskaber anvendtes Bronce, en Blanding af Kobber og Tin, gjennemsnitlig i Forholdet 9 Dele Kobber og 1 Del Tin. Denne Tid kaldes Broncealderen. Broncen forarbeidedes næsten udelukkende ved Støbning; de paa Gjenstandene anbragte Ornamenter ere dog for en Del graverede eller indstemplede efter Støbningen. Foruden Kobber og Tin, der sjelden anvendtes ublandede, var Guldet det eneste kjendte Metal. Det brugtes dels til Prydelser paa Gjenstande af Bronce, dels sælvstendigt til Smykker.

Fund fra Broncealderen ere trufne overalt i Norge lige til det nordligste af Helgeland (66° 10' n. Br.), dog idethele i ringe Antal. Ogsaa i dette Tidsrum ere Kystegnene rigest paa Fund; særlig have Jæderen og enkelte andre dele af Stavanger Amt forholdsvis mange Fund at opvise. Adskillige, tildels betydelige Fund ere dog gjorte i forskjellige Dele af det indre Land, endog i Fjeldbygder.

Ikke faa Grave fra Broncealderen ere fundne i Norge (hidtil omtrent 40)¸ de nordligste af disse ligge ved det Indre af Trondhjemsfjorden (64° n. Br.). De have alle været dækkede af Gravhauger af rund Form, oplagte af Jord eller Sten. Selve Gravene at kunne henføres til to Hovedformer: store Gravkister af Sten med ubrændte Lig, og mindre Gravkister, ligeledes af Sten, med brændte Ben, der undertiden ere nedlagte i en Lerurne. Haugerne indeholde kun en enkelt eller nogle faa Grave; brændte og ubrændte Lig ere ikke hidtil trufne ved Siden af hinanden i samme Haug.

Af de Oldsager fra Broncealderen, som ikke ere fundne i Grave, ere endel trufne under Omstændigheter, der vise, at de have været nedlagte i Jorden med Hensigt. De findes enten under større Stene eller i Myrer; oftest findes da flere Gjenstande sammen.

Vigtige Oplysninger om Broncealderens Liv give foruden Oldsagerne ogsaa de saakaldte Helleristninger, d. e. Billeder, raat indhuggede i Sten, af forskjellige Gjenstande, oftest Skibe, Dyr, Mennesker og Figurer af symbolsk Betydning (smaa runde Huller, Figurer af Form som Indtryk af Fodsaaler, hjulformede Figurer osv.) Disse Indhugninger findes oftest paa fast Fjeld, sjeldnere paa store løse Stene. De haves i Norge i meget betydeligt Antal i den sydøstlige Del af Smaalenene, hvor man nu kjender henimod 200 Grupper af saadanne Billeder. Enkeltvis forkomme de hist og her i Landet lige op til Trondhjemsfjorden.

Ligesom fra Stenalderen, saaledes træffes ogsaa fra Broncealderen Oldsager og andre Monumenter, som paa det fuldstændigste ligne de norske, i langt større Mængde i de sydligere Dele af de skandinaviske Lande. Ogsaa i denne Periode har Kulturens Hovedsæde været i disse, og Norge forholdsvis svagt befolket. De i vort Land fundne Levninger fra Broncealderen ere endnu faa, og Fundene ville vistok altid komme til at være af ringe Betydenhed, sammenlignede med Nabolandenes Fund. Det maa dog mærkes, at deres Antal i Norge er vokset meget raskt ved de sidste Aars omhyggeligere Undersøgelser, og det er at vente, at den følgende Tid vil bringe endnu vigtigere Opdagelser.

De tre skandinaviske Lande synes ogsaa i Broncealderen at have været beboede af det samme Folk eller af nærbeslægtede Folk; men Spørgsmaalet om, hvilken Race disse have tilhørt, er endnu ligesaa uafgjort som for Stenaldersens Vedkommende. Den skandinaviske Broncealders Monumenter vise, at det Folk, som de tilhøre, har drevet ikke blot Kvægavl, men ogsaa Agerbrug; at det har besiddet stor Færdighed i Metalarbeide; at det har forstaaet at tilvirke smukke vævede Tøier; at det har havt Fartøier af anseelig Størrelse, og at Søfarten har indtaget en ikke ringe Plads i dets Liv.

De i Broncealderen anvendte Metaller have ikke været udvundne af Jorden i de skandinaviske Lande, men indførte. Disse Landes Forraad af Kobbererts har man først i en langt senere Tid. i Middelalderen, lært at benytte. Svenske og danske Fund bevise, at Broncealderens Folk i disse Lande for en stor Del selv har forarbeidet sine Vaaben og Redskaber. Saadanne Beviser ere endnu ei trufne i Norge, og det er muligt, at man her i denne Tid har faaet saadanne Sager tilførte færdige fra Nabofolkene.
Man veed nu, at Broncealderens Oprindelse ikke er at søge i Europa, men at det første Kjendskab til Metaller er meddelt de europæiske Folk fra Asien, og fra det syd-østlige Europa efterhaanden ad flere Veie har udbredt sig over vor Verdensdels øvrige Lande. Den skandinaviske Broncealders nærmeste Forudsætninger findes i den mellemste Del af det europæiske Fastland. Undersøgelser i den sidste Tid have gjort det sandsynligt, at Broncealderens Kultur derfra er kommen til det skandinaviske Norden i to skilte Strømme, der kunne paavises ved Forskjelligheder i Gjenstandenes Former og Ornamenter og i Gravskikken: en vestlig Strøm og en noget senere begyndende østlig. Disse Strømme flyde allerede i det sydlige Skandinavien for en stor Del over i hinanden under Broncealderkulturens hjemlige Udvikling, og dette er, som det maatte ventes, i end høiere Grad Tilfælde i Norge. Man har derfor i den følgende Række af Afbildninger ikke gjort noget Forsøg paa Adskillelse.

Broncealderen maa i Norge antages at have ophørt i Løbet af de to første Aarhundreder efter Christi Fødsel.

Ældre Jernalder.

Den forhistoriske Jernalder i Norge strækker sig fra de første Aarhundreder e. Chr. Fødsel til den Tid, da Christendommen indførtes i Landet, eller til første Halvdel af 11te Aarh. Vi dele den her i to Perioder: den ældre og den yngre Jernalder. Grænsen mellem disse Perioder, der adskilles ved skarpt fremtrædende Forskjelligheder i Oldsagernes Former og Stil, synes at falde i det 8de Aarhundrede.
Ogsaa det første Kjendskab til Brugen af Jern og den dermed følgende høiere Kultur er tilført de skandinaviske Lande søndenfra. De Former af Oldsager, der tilhøre Jernalderens første Begyndelse i disse Lande, vise at den skandinaviske Jernalders Udspring er at søge i Landene nærmest i Nord for Alperne, eller i den Kultur, som i disse Egne udviklede sig ved Broncealderens Ophør, fornemmelig under Paavirkning af de med Jernets Brug forlængst bekjendte Folk i det nordlige Italien. I dette den skandinaviske ældre Jernalders første Tidsrum sees endnu ingen indflydelse af romersk Kultur. Men efter at Romerne ved vor Tidsregnings Begyndelse havde udvidet sit Riges Grændser til Rhin og Donau, og den romerske Kultur fra de nye Provindser havde begyndt at virke paa de nærmest boende barbariske Folk, trængte gjennem disse dens Indflydelse efterhaanden ogsaa op til det skandinaviske Norden. Dermed begynder vor ældre Jernalders andet Tidsrum. I denne Tids Fund forekommer, foruden en Mængde romerske Mynter, et ikke ringe Antal Gjenstande af romersk Arbeide af anden Art, tildels endog forsynede med romerske Fabrikmærker eller indskrifter, og romerske Forbilleder ligge, nærmere eller fjernere, til Grund for de fleste Oldsagers Former. Den romerske Indflydelse viser sig mindst i Norge, forsaavidt her kun findes faa Stykker af romersk Arbeide (navnlig kun faa Mynter); men den er forøvrigt ogsaa hos os kjendelig nok. Ogsaa efter at det romerske Herredømme var gaaet tilgrunde i Vesten, vedbliver Forbindelsen med de sydlige Nabolande at vise sig i de skandinaviske Fund. Oldsagerne vise nu stor Lighed med de, der forekomme i frankiske, burgundiske, alemanniske og angelsaxiske Grave fra Folkevandringens senere Tid, men røbe i endnu høiere Grad end disse en barbarisk Udvikling, der fjerner sig mere og mere fra de i det foregaaende Tidsrum virkende romerske Mønstre. Dette tredie og sidste Tidsrum af den ældre Jernalder, der for Norges Vedkommende maa være begyndt i det 6te Aarh., opstilles af Mange som egen Hovedperiode under Navn af Mellemjernalderen.

Det er endnu ikke muligt at gjennemføre en fuldstændig Adskillelse af alle den ældre Jernalders Oldsager efter de tre ovenfor nævnte Tidsrum. I den følgende Samling af Afbildninger har man derfor kun indenfor de enkelte Klasser af Oldsager søgt at ordne de forskjellige Former saavidt muligt efter deres Alder.

I Norge har man hidtil kun truffet faa Levninger fra den ældre Jernalders første Tidsrum, som ligger forud for den romerske Indflydelses Begyndelse. Fra de to følgende Tidsrum haves derimod en Mængde Fund fra alle Landets Egne. Fundenes Antal, sammenlignet med Antallet af Fund fra Stenalderen og Broncealderen, viser, at Norge først i den ældre Jernalder har faaet en Befolkning, som i Talrighed svarede til den, Skandinaviens sydlige Egne havde havt allerede i de tidligere arkæologiske Perioder. Fundene fra ældre Jernalder gaa mod Nord til noget over 69° n. Br. (den nordlige Del af Andøen). Mange af de høiestliggende Fjelddale, som nu ere beboede, sees allerede i denne Tid at have havt en fast Befolkning; men idethele har dog Kystlandet endnu været meget stærkere befolket end Indlandet.

Den allerstørste Del af de norske Fund fra ældre Jernalder ere Gravfund. Af de øvrige Fund tilhøre de, der bestaa af Gjenstande, som maa være nedlagte i Jorden i bestemt Hensigt, næsten alle Periodens sidste Tidsrum og indeholde hovedsaglig Guldsager. De synes at maatte betragtes som nedgravne Skatte.

Til de ældste Grave fra denne Periode høre de saakaldte Brandpletter: smaa runde Huller i Jorden, fyldte med Kul, brændte Ben, Stumper af Lerkar og andre Oldsager, der ogsaa ofte have været sønderbrudte eller mishandlede paa anden maade, før de nedlagdes i Jorden. Hullerne ere i Regelen dækkede med en flad Sten, der ligger i ringe Dybde under Overfladen. Grave af dette Slags ere endnu kun fundne paa nogle faa Steder i det sydlige Norge.

De fleste Grave ere, ligesom Broncealderens, dækkede med Hauger af Jord eller Sten. Haugerne ere meget forskjellige i Størrelse og Form. Hyppigst forekomme runde Hauger, dernæst aflange med parallele Langsider (Langhauger), sjelden trekantede eller firkantede. Mange Grave ere kun dækkede med eet eller to Lag tæt sammenlagte Stene, der kun hæve sig ubetydeligt over Jordfladen (saakaldte brolagte Pladse). Disse Stenlag have oftest rund Form, undertiden trekantet eller firkantet. Man finder endelig ogsaa af og til den dødes Levninger nedgravede paa flad Mark og Gravstedet betegnet med en Række omkring det reiste høie Stene.

Ogsaa i de fleste af disse forskjellige Former af Grave findes brændte Ben. Benene findes stadigt sammen med Kul og ere enten med Kullene strøede ud i et Lag over en større Flade, eller nedgravede i et Hul under Haugen, eller de ligge samlede i en Hob. I sidste Tilfælde have de vistnok oprindelig været indesluttede i et Kar af Træ. Ofte findes de ogsaa nedlagte i et Kar af Ler eller af Bronce. Urnerne ere ikke sjelden omgivne med en liden firkantet Kiste af Sten. Ogsaa i disse Former af Grave ere de nedlagte Oldsager ikke sjelden forsætlig ødelagte. Man finder endelig ogsaa store, aflang firkantede Gravkamre af Sten eller Træ, eller store Grave af samme Form, der ere udgravede i den faste Jord under Haugen og undertiden dækkede med flade Stene.

Vi have anført Gravformerne i den Orden, i hvilken de i det store taget synes at følge paa hinanden i Tiden. De store aflang firkantede Grave ere saaledes gjennemsnitlig de yngste. I dem finder men ikke sjelden ubrændte Lig. Ligbrænding, der maa have været herskende Skik i Norge i den tidligere Del af ældre Jernalder, sees dog at have været hyppigt brugt ogsaa i dens senere Del, lige ned til Periodens Slutning.

Jernalderens Befolkning har tildels begravet sine Døde paa store Fællesgravpladse. Det er derfor endnu, uagtet saa mange Grave i Tidens Løb ere ødelagte, ikke usædvanligt at træffe et stort Antal samlede paa eet Sted. Ved eller paa Gravhaugene finder man ofte høie Mindestene reiste (saakaldte Bautastene).

Allerede tidligt i ældre Jernalder synes de skandinaviske Landes Befolkning at have begyndt selv at utvinde Jernet af Jorden, dog ikke ved Grubedrift, men af den paa mange Steder i disse Lande forekommende Myrmalm. Ogsaa Gjenstande af Bronce og andre Stoffer synes for en stor del at være indenlandsk Arbeide, navnlig i Periodens senere Del.

Foruden Jernet, hvis Indførelse i sig selv var et stort Fremskridt, lærte man i denne Periode ogsaa først at kjende flere andre Metaller (Sølv og Bly), Glas og flere andre før ukjendte Stoffer. Det livligere Samkvem med sydligere Lande, hvorom Oldsagfundene paa mange maader vidne, maatte ogsaa bidrage meget til at fremkalde en høiere Kultur.

I denne Periode vise sig desuden de første Spor til Brugen af Bogstavskrift. Den ældre Jernalders Skrift var Runerne (det saakaldte ældre Runealfabet paa 24 Tegn), som, dannede i Landene ved Alperne paa Grundlag af det latinske Alfabet, synes at være komne til de skandinaviske Lande samtidigt med de Oldsager, der betegne den tidligste Indflydelse af romersk Kultur. Runeskriften findes i de til vor Tid bevarede Prøver kun anvendt til korte Indskrifter. Saadanne træffes i Norge kun sjelden paa de i Gravene forekommende Oldsager, men oftere paa Stene, der ere reiste ved eller undertiden inne i Gravhauger; et Par Indskrifter ere ogsaa indhuggede i fast Fjeld. Disse Indskrifters Sprog har vist sig at være en germansk Sprogart; vi faa saaledes derigjennem for første Gang i den forhistoriske Tid sikker Oplysning om Befolkningens Nationalitet